Betingelser - Lords Travel

Print

HANDELS­BETINGELSER

Når du køber en rejse hos Lords Travel & Tours gælder - med mindre andet er anført i ordrebekræftelse, faktura og/eller rejsedokumenter - følgende generelle betingelser:


Vigtigt
Når du køber en rejse hos Lords Travel & Tours gælder følgende generelle betingelser med mindre andet er anført i ordrebekræftelse, faktura og/eller rejsedokumenter. Disse generelle betingelser udgør sammen med øvrige oplysninger i program, prisliste, tilbud, rejseplan og øvrige rejsedokumenter aftalegrundlaget mellem dig og Lords Travel & Tours ApS.

Arrangement
Rejserne i dette program er arrangeret af Lords Travel & Tours ApS i samarbejde med lokale turarrangører, luftfartsselskaber, hoteller og andre arrangører.

Tilmelding
Tilmelding til en rejse er bindende for såvel kunden som for Lords Travel & Tours ApS, når depositum eller den af Lords Travel & Tours ApS fastsatte indbetaling er rettidigt modtaget i henhold til faktura/ordrebekræftelse/tilbud. Med indbetaling af depositum bekræfter kunden samtidig at have accepteret de skriftligt/mundligt meddelte og/eller i program og prislister oplyste vilkår for rejsen.

Depositum
Samtidig med tilmelding til en rejse betales et depositum på min. 10% af rejsens samlede pris, dog minimum DKK 1.000 pr. person, med mindre andet er anført for den pågældende rejse. Bemærk venligst, at depositum kan ikke refunderes. Sker tilmelding mindre end 60 dage før afrejse betales hele rejsens pris ved tilmelding. Er depositum ikke bureauet i hænde inden den angivne frist, bortfalder aftalen.
Bemærk venligst, at pga. korte udstedelsesfrister på de billigste billettyper og kampagner vil depositummet i mange tilfælde udgøre en væsentlig større del end 10% af rejsens pris for at dække udstedelsen af billetter m.m.

Slutbetaling
Restbeløbet for rejsen skal være indbetalt senest 60 dage før afrejsedagen, med mindre andet er anført på fakturaen/ordrebekræftelse/tilbud. Herefter vil billetter og øvrige rejsedokumenter blive fremsendt således, at du har dem i hænde senest 7 dage før afrejsedagen.

Betaling
Såfremt betaling foretages med kreditkort, forbeholder Lords Travel & Tours ApS sig ret til at opkræve et gebyr svarende til det gebyr, kreditkortselskabet opkræver Lords Travel & Tours ApS - jvf. "Lov om Betalingskort m.v.", §20. Ved betaling mindre end 10 dage før afrejse forbeholder Lords Travel & Tours ApS sig ret til at afvise betaling med checks eller Dankort.

Rejsens pris
En rejses grundpris omfatter ydelser, der vil være specificeret for hvert enkelt rejsemål. Hvor intet andet er anført, er prisen baseret på indkvartering i delt dobbeltværelse i standardværelser og flyrejse på økonomiklasse. Tillæg for særlige ydelser vil være nævnt under hvert enkelt rejsemål. Ifølge lovgivningen kan rejsearrangøren forhøje den aftalte pris som følge af stigende transportomkostninger (herunder brændstofpriser), ændrede skatter, afgifter, gebyrer og valutakurser. Hvor prisen er oplyst i udenlandsk valuta, gør vi opmærksom på, at betaling kun kan ske i danske kroner omregnet efter salgskursen i Danske Bank på betalingstidspunktet med et tillæg på 3%. Derudover tillægges rejsens pris et ekspeditionsgebyr, gebyr til Rejsegarantifonden samt til forsikring af Lords Travel & Tours ApS's objektive ansvar iht. Pakkerejseloven.

Ekspeditionsgebyr
Ved køb af visse rejser og/eller enkeltydelser, fx fly, hotelophold, billeje eller andre landarrangementsydelser forbeholder Lords Travel & Tours ApS sig ret til at opkræve et ekspeditionsgebyr.

Lokale skatter og afgifter
Alle skatter og afgifter, der kan eller skal opkræves hjemmefra, er inkluderet i rejsens pris. Imidlertid forekommer der i mange lande lufthavns- eller turistskatter, som skal betales kontant lokalt. Normalt vil sådanne skatter blive oplyst ved bestilling og/eller i rejsedokumenterne. De enkelte lande er imidlertid suveræne til uden eller med meget kort varsel at ændre eller indføre nye skatter. Kunden har ikke krav på refundering af udgifter til sådanne skatter og afgifter.

Aftaler om specifikke ydelser
Samtlige aftaler om specifikke ydelser - fx, men ikke kun - om særlige værelsestyper, måltider, transfers, særaftaler m.v. skal for at have gyldighed fremgå udtrykkeligt af rejsedokumenterne.

Kundens ændringer
Med mindre andet er anført gælder følgende: For ændringer mere end 30 dage før afrejse betales et ekspeditionsgebyr på DKK 500 pr. person. Senere ændringer betragtes som afbestilling og ny bestilling. Såfremt et pakkearrangement, en hotelreservation, en flybillet eller en anden ydelse er behæftet med strengere ændringsbetingelser vil disse være gældende og blive oplyst ved reservationen.

Kundens afbestilling
Flybilletter og rejsearrangementer (inkl. hotelophold) er generelt behæftet med strenge annulleringsregler, og mange kan ikke refunderes efter betaling eller efter udstedelse af rejsedokumenter. Disse annulleringsregler er anført i prislister, ordrebekræftelse, faktura, m.m.

Såfremt intet andet er anført gælder følgende: Afbestiller kunden mere end 60 dage før afrejse refunderes det indbetalte beløb med fradrag af 20% af rejsens pris dog mindst DKK 1000 pr. person. Afbestiller kunden 60-30 dage før afrejse refunderes 50% af rejsens pris. Afbestiller kunden mindre end 30 dage før afrejse har kunden ikke krav på godtgørelse. Såfremt et pakkearrangement, en hotelreservation, en flybillet eller en anden ydelse er behæftet med strengere afbestillingsbetingelser vil disse være gældende og blive oplyst ved reservationen.

Såfremt der inden for et tidsrum på 14 dage før rejsens påbegyndelse forekommer krigshandlinger, naturkatastrofer, livsfarlige smitsomme sygdomme eller lignende kan rejsen afbestilles vederlagsfrit. Det vil dog være en betingelse, at offentlige danske myndigheder (Udenrigsministeriet eller Sundhedsmyndighederne) direkte fraråder rejser til det pågældende område. Kundens ansvarsfrie afbestillingsret gælder dog ikke, hvis kunden ved aftalens indgåelse kendte den pågældende begivenhed, eller begivenheden var almindelig kendt. Hverken hel eller delvis refundering af ubenyttede ydelser kan finde sted.

Afbestillingsforsikring
Det anbefales at tegne en sygdomsafbestillingsforsikring, der dækker dine omkostninger ved afbestilling, såfremt deltagelse i rejsen umuliggøres eller i væsentlig grad vanskeliggøres på grund af død eller akut sygdom/tilskadekomst, som kræver hospitalsindlæggelse, lægeordineret sengeleje eller det, der kan sidestilles hermed, hos dig selv eller ægtefælle/samlever(ske), forældre, svigerforældre, børn, børnebørn, søskende, bedsteforældre, svigerinde, svoger eller rejseledsager. Vær dog opmærksom på, at såfremt den person, der er årsag til afbestillingen er fyldt 75 år, er erstatningspligten begrænset til max DKK 20.000 pr. person, uanset den tegnede forsikringssum er højere. Denne beskyttelse forudsætter, at der senest 1 uge efter afbestilling indsendes lægeerklæring. Indsendes lægeerklæring ikke, eller skyldes afbestillingen andre årsager, træder de normale afbestillingsbetingelser i kraft. Med mindre andet fremgår af faktura er forsikringspræmien 6% af risikobeløbet (dog min. DKK 75). Bestilling skal ske samtidig med bestilling af rejsen, og forsikringen betales sammen med depositum. Forsikringspræmien er ikke refunderbar uanset årsagen til afbestilling. Rekvirer de fulde forsikringsbetingelser hos Lords Travel & Tours ApS.

Rejseforsikring
Den rejsende er generelt selv ansvarlig for at afholde omkostninger ved eventuel sygdom, hospitalsindlæggelse m.v. under rejsen. Derfor anbefales det at tegne en rejseforsikring, der bl.a. dækker omkostninger ved ulykke eller død og til behandling af sygdom, hjemtransport samt tab eller beskadigelse af bagage. Oplysning og vejledning om tegning af rejseforsikring fås hos Lords Travel & Tours ApS, som samarbejder med både Europæiske og Gouda Rejseforsikring. Lords Travel & Tours ApS modtager provision for salg af rejseforsikringer. I henhold til lovgivningen kan kunden på forespørgsel få oplyst provisionens størrelse. Vi gør opmærksom på, at der i forbindelse med tegning af rejseforsikring gælder særlige krav for personer, der lider af kroniske sygdomme ligesom der er aldersbestemte krav om helbredserklæring, el.lignende fra visse forsikringsselskaber. Gouda Rejseforsikring kræver medicinske informationer fra personer over 80 år og Europæiske Rejseforsikring kræver helbredserklæring fra personer over 70 år eller som fylder 70 år under rejsen. HUSK: Alle rejseforsikringer gælder kun sammen med det gule sygesikringsbevis - derfor bør alle rejsende (også til rejser uden for Europa) medbringe deres gule sygesikringsbevis.

Kundens pligter
Det er kundens ansvar at sørge for gyldigt pas, visa og vaccinationer, som er nødvendige for rejsens gennemførelse. Det er meget vigtigt, at kunden ved rejsens bestilling sikrer sig, at bookingen foretages med korrekte for- og efternavne, som det er anført i de pågældendes pas. Ligeledes er det kundens ansvar, umiddelbart efter modtagelse af rejseplan/rejsedokumenterne, at kontrollere, at disse er i overensstemmelse med det bestilte, og at for- og efternavne i billetter, rejsepas og øvrige rejsedokumenter er korrekte og i overensstemmelse med hinanden. Navn i flybillet skal altid være i overensstemmelse med det i passet indførte navn, ellers kan det føre til afvisning ved check-in til flyet. Kunstnernavne og mellemnavne må ikke benyttes som efternavne. Såfremt der er uoverensstemmelse mellem navnene i pas og billetter, kan afrejse nægtes uden ansvar for flyselskab og arrangør. Afvisningen vil blive betragtet som afbestilling fra kundens side med deraf følgende afbestillingsgebyrer til følge. Lords Travel & Tours ApS påtager sig intet ansvar for de følger, afgivelse af ukorrekte oplysninger kan medføre.

Genbekræftelse
Få luftfartsselskaber kan kræve at deres flybilletter skal genbekræftes over for luftfartsselskabet eller dennes agent senest 72 timer før returrejsen påbegyndes, eller hvis et rejseforløb undervejs afbrydes i mere end 72 timer, før du rejser videre. Dette gælder også selvom du har en fast reservation. Ved manglende genbekræftelse har luftfartsselskabet ret til at disponere over din plads. Du kan i sådanne tilfælde ikke gøre krav gældende mod hverken Lords Travel & Tours ApS, formidler eller luftfartsselskab for de følgevirkninger en manglende genbekræftelse medfører. Du kan genbekræfte din flybillet gennem autoriserede rejsebureauer, men vi anbefaler, at du henvender dig direkte til det luftfartsselskab, du skal flyve med.

Afgangs- og check-in tider
Da der efter billetudstedelse kan forekomme ændringer i afgangs- og ankomsttider, anbefales det, at du allerede ved ankomst til en bestemmelseslufthavn eller senest ved genbekræftelse - jvf. ovenfor - forhører dig om de aktuelle check-in- og afgangstider. Bemærk, at alle check-in formaliteterne skal være afsluttet senest på det oplyste og/eller i rejsedokumenterne anførte tidspunkt.

Flytider i rejseplan og billetter
De i billet og rejseplan anførte tider er altid lokaltider. Kontroller altid afgangstiderne i de fremsendte rejsedokumenter. Du skal med det samme kontakte Lords Travel & Tours ApS, såfremt tiderne afviger fra den oprindelige bestilling/bekræftelse, således at evt. fejl kan rettes i god tid inden afrejsetidspunkt.

Specielt om flybilletter
Omfatter rejsen kun en flybillet optræder Lords Travel & Tours ApS kun som formidler for det/de benyttede luftfartsselskaber. Det betyder, at det er luftfartsselskabet, der alene er ansvarlig for den korrekte gennemførelse af transportaftalen.

Hvis du drager fordel af de mange billige flybillettyper, der findes på markedet, et det vigtigt at bemærke, at disse billetter ofte ikke kan ændres og/eller refunderes. Og kombineres sådanne billetter på forskellige strækninger, skal billetterne ofte udstedes på separate dokumenter og ikke som en sammenhængende billet for hele strækningen. I henhold til de internationale regler om flytransport, indebærer det, at du selv bærer risikoen, såfremt du ikke når en videreforbindelse. Hverken Lords Travel & Tours ApS eller de involverede flyselskaber påtager sig således noget ansvar for de omkostninger for nye billetter, overnatninger m.v. der kan opstå for dig af den grund. Check om din rejseforsikring evt. dækker i sådanne situationer, eller spørg Lords Travel & Tours ApS.

Pas, visum og vaccinationer
Lords Travel & Tours ApS's oplysninger gælder for rejsende med dansk pas. Har en rejsende ikke dansk pas, er det kundens ansvar at meddele dette til Lords Travel & Tours ApS ved bestilling, således at vi kan vejlede kunden og i øvrigt henvise denne til selv at søge oplysning om de for rejsen krævede formaliteter hos sit lands ambassade/konsulat samt hos Seruminstituttets udlandsvaccination - telefon 70 22 07 02. Lords Travel & Tours ApS påtager sig intet ansvar for følgerne af kundens ukorrekte eller manglende oplysninger. Bemærk, at der ved transit også ofte stilles krav om visum.

Ved rejser uden for EU-landene, skal passet normalt have en gyldighed på mindst 6 måneder efter hjemkomst. Det er den rejsendes eget ansvar at sørge for, at pas, visum/transitvisum og andre rejsedokumenter er i orden. For oplysninger om pas- og visumregler anbefales det, at du kontakter det pågældende lands diplomatiske repræsentation eller Udenrigsministeriet. Den rejsende skal endvidere ved bestillingen oplyse om evt. fremmed statsborgerskab, så Lords Travel & Tours kan give fornøden vejledning. Undlades sådanne oplysninger med en eventuel afvisning ved grænsen til følge, kan der ikke gøres krav gældende over for Lords Travel & Tours ApS. Vedrørende vaccinationer anbefales det at søge kontakt til egen læge, Statens Seruminstitut el.andre. Lords Travel & Tours' kunder kan opnå 10% rabat på vaccinationer hos Danske Lægers Vaccinations Service.

Rejser i Schengenlandene
Selvom Danmark er med i Schengen-samarbejdet, skal alle rejsende altid medbringe gyldigt pas. Vi gør endvidere opmærksom på, at rejsende, der medbringer medicin indeholdende euforiserende stoffer, ved rejser i Schengenlandene skal medbringe en særlig sundhedsattest, som skal udstedes af egen læge. Yderligere oplysninger herom kan fås hos Sundhedsstyrelsen - tlf. 33 91 16 01.

Overdragelse af rejsen
Overdragelse af rejsen til en anden person er på grund af regler, der gælder for ydelser leveret af vores underleverandører, ikke muligt.

Udeblivelse, uudnyttede ydelser m.v.
Har kunden ikke afbestilt rejsen og/eller indfinder kunden sig ikke på angivet tid og sted for ud- eller hjemrejsen, eller kan kunden ikke tiltræde eller fuldføre rejsen på grund af manglende rejsedokumenter, herunder f.eks. flybilletter, vouchers, gyldigt pas, nødvendige visa, vaccinationsattester m.v., har Lords Travel & Tours ApS ret til at beregne sig den totale pris for rejsen. Hvis kunden udebliver fra anførte transporter eller på anden måde undlader at udnytte de ydelser, som er bestilt, kan der ikke kræves godtgørelse for de uudnyttede ydelser.

Reklamationer under rejsen
Eventuelle reklamationer under rejsen skal fremsættes over for det relevante flyselskab, hotel, Lords Travel & Tours ApS's repræsentant eller samarbejdspartner på stedet inden for rimelig tid efter at kunden har konstateret en eventuel mangel, så der er mulighed for at afhjælpe fejlen/manglen med det samme og med mindst ulempe for kunden. Du bør sikre dig bevis for, at du har reklameret, hvis fejlen/manglen ikke kan rettes på stedet, og du evt. senere ønsker at rejse krav om erstatning over for Lords Travel & Tours ApS. Manglende reklamation og bevis herfor vil ofte medføre tab af retten til senere erstatning. Krav angående fejl/mangler, der ikke kunne løses på stedet, skal være Lords Travel & Tours ApS i hænde inden for rimelig tid efter rejsens afslutning.

Arrangørens ændringer/aflysninger
Lords Travel & Tours ApS forbeholder sig ret til at foretage nødvendige ændringer, eller aflyse rejsen, på grund af manglende tilslutning eller andre årsager, som bureauet og dets samarbejdspartnere ikke har haft indflydelse på eller har haft mulighed for at forudse. Hvis kunden herefter ikke ønsker at deltage i rejsen, vil det indbetalte beløb blive tilbagebetalt, mens yderligere krav ikke kan gøres gældende. Lords Travel & Tours ApS kan med 20 dages varsel aflyse en planlagt rejse. Såfremt Lords Travel & Tours ApS ikke kan tilbyde en tilfredsstillende erstatningsrejse, vil det indbetalte beløb blive tilbagebetalt, mens kunden herudover ikke kan gøre erstatningskrav gældende.

Prisændringer efter aftalens indgåelse
Ifølge lovgivningen forbeholder Lords Travel & Tours ApS sig ret til efter tilmelding at ændre prisen på grund af ændringer i transportomkostninger herunder brændstofpriser skatter, afgifter eller gebyrer for visse tjenesteydelser herunder lufthavns-, havne-, landings-, startafgifter samt de valutakurser og tariffer, der er anvendt ved beregning af rejsens pris. En prisændring vil blive meddelt kunden snarest muligt og senest 20 dage før afrejse. Overstiger en prisforhøjelse 10% af rejsens pris, kan kunden omkostningsfrit afbestille rejsen. Det er dog en betingelse, at annulleringen meddeles Lords Travel & Tours ApS umiddelbart efter, at kunden er blevet underrettet om prisforhøjelsen. Sker der ændringer i nedadgående retning i ovennævnte forhold inden for 20 dage før afrejse, kan kunden ikke kræve prisnedsættelse.

Luftfartsselskabernes ansvar
De deltagende luftfartsselskaber påtager sig intet ansvar for hændelser, der indtræder på tidspunkter, hvor passagererne ikke befinder sig ombord i det pågældende luftfartsselskabs fly. For ansvar for indforskrevet bagage henvises til det pågældende luftfartsselskabs bestemmelser.

Handel med truede dyr/planter
Vi henleder opmærksomheden på, at der i henhold til bl.a. Washington-konventionen (CITES) og EU-regler er strenge restriktioner omkring internationel handel med truede dyre- og plantearter samt produkter fremstillet heraf. Blandt de varer, du skal være særligt - men ikke kun - på vagt overfor, er koraller, konkylier, elfenben, skildpaddeskjold, skind fra slanger, krokodiller og andre krybdyr, smykker og produkter fremstillet af ovennævnte samt planter og levende dyr. For nærmere information henviser vi til Skov- og Naturstyrelsen, tlf. 39 47 20 00, eller Plantedirektoratet, tlf. 45 96 66 00, eller direkte til CITES

Værneting/Lovret
Ethvert krav mod Lords Travel & Tours ApS skal afgøres efter dansk ret. Klager, der ikke kan afgøres af Rejse-Ankenævnet, skal afgøres ved Sø- og Handelsretten i Danmark.

HVORFOR SKAL DU REJSE MED LORDS TRAVEL

  • Lords Travel har arrangeret luksusrejser siden 1986, og vi forstår de særlige behov, ønsker og den lille detalje, der gør hele forskellen. Vi sammensætter drømmerejsen, I kommer rigere hjem fra.
  • Vi har eksklusive aftaler med en række hoteller og strandresorts, som vi har håndplukkede. Alt sammen til meget konkurrencedygtige priser. Vi kalder det Affordable Luxury.
  • Uanset om du hører til de nysgerrige rundrejsegæster eller de samværsfokuserede livsnydere, så lover vi at sammensætte en personlig anlagt ferie med udgangspunkt i dine ønsker og behov.
  • Vores rejser giver dig ro til at opleve. De gode rejseoplevelser er målet for os dem, der tager bo i sindet og bliver en fremtidig kilde til livsglæde og livsinspiration.
  • Lords Travel er ikke et af Danmarks største rejsebureauer. Det er et bevidst valg. Vi er til gengæld blandt de bedste.