Phuket i Thailand | afslappet luksusdestination for hele familien - Lords Travel
Søg i artikler efter kategori
17. september 2019 | Familierejser | Strandferier | Thailand

Phukets genfødsel: Party-ø til afslappet luksusdestination

Skal man kun rejse ét sted hen i Thailand, bør Phuket være højt på listen. Tropeøen er i dag en af Asiens førende luksusdestinationer og har som få andre formået at redefinere sig selv.

Af Redaktionen
Rosewood Phuket

Bounty-strandene er de samme. Den frodige natur og den gæstfrie befolkning har heller ikke ændret sig. Men Thailands største ø har forandret sig på den gode måde. Phuket har de seneste 10-20 år gennemgået en forvandling, der for nylig fik det anerkendte amerikanske rejsemagasin Condé Nast Traveler til at kalde udviklingen for ‘Phukets genfødsel’. 

Øens imponerende udvalg af stilfulde luksushoteller og sublime spa- og wellnessresorts taler også sit eget tydelige sprog: Phuket er i dag et sted, hvor turisterne kan få øjnene op for Thailands utrolige skønhed i eksklusive rammer, hvor man kan gå all in på forkælelse, foryngende wellness og gourmetmiddage under tropenattens stjernehimmel.

Historien om en Thailandsk ø, der var på vej ned i masseturismens sorte hul, ligger dog ikke mange år tilbage. 

Phuket har siden slutningen af 1960’erne, hvor eventyrlystne backpackere slog sig ned på de idylliske bounty-strande, været besøgt af turister fra hele verden. Det store udvalg af billige fly- og pakkerejser betød, at Phuket i mange år var synonym med charterturisme. Med de mange turister gik noget af øens eksotiske charme tabt. Særligt kendt blev forholdene på Patong Beach, hvor turisterne i højere grad end noget andet sted oplevede Thailand fra gogo-baren. Phuket fik prædikatet partyø. Uretfærdigt, men alligevel hæmmende for en positiv udvikling. 

Noget måtte gøres. Et nyt Phuket skulle vokse frem med fokus på det sande Thailand og den eksklusive wellness, som landet har en lang tradition for at tilbyde.

Den slags rebranding af populære feriedestinationer er en tendens, man har set hos flere europæiske rejsedestinationer. F.eks. har spanske øer som Ibiza og Mallorca skruet ned for grisefester og drukkultur og op for kvalitet og gennemtænkt luksus. Med succes.

På Phuket er det på samme måde lykkedes at rette op på det skrantende image. Phuket er flere steder turistet. Der er områder plastret til med ucharmerende betonklodser, og der er stadig masser af fest og ballade på den berømte og berygtede Patong-strand. Men måske fordi øen i sin essens rummer så meget skønhed, har det været nemt at pudse det pæne image op igen.

Havudsigt fra terassen på The Surin Phuket

Tropeø uden økuller

Phuket ligger ud for Thailands sydvestlige kyst – som en stor, smuk smaragd omgivet af Andamanhavets turkisblå vand. Med sine 576 kvadratkilometer er øen omtrent på størrelse med Bornholm og stor nok til, at man kan holde en hel ferie på øen uden at få økuller. 

Det er nemlig ikke kun strandene og luksushotellerne, som lokker. På Phuket får man ægte tropeø-stemning og samtidig masser af komfort og faciliteter af enhver art. Selv hvis man vælger at bo på et fredeligt resort væk fra turiststrømmene, er der aldrig langt til Phukets mange tilbud. Her kan man lade romantikken blomstre på en af øens mange gourmetrestauranter og slutte de lune tropeaftener af med cocktails på hippe designer-natklubber. Skal det være mere tilbagelænet, er der masser af små, hyggelige spisesteder og strandbarer, hvor man for små penge kan nyde en gang ristede thai-nudler og en kold Singha-øl fra en plastikstol i sandet. 

Phuket er også det perfekte feriested, hvis der skal shoppes igennem. Priserne er lave, og man kan få stillet de fleste af sine shoppelyster, hvad end man er til eksklusive smykker eller etnisk kunsthåndværk og eksotisk nips fra det lokale marked. Faktisk behøver man slet ikke tage til storbyen, hvis der skal lækre ting med hjem i kufferten. Phuket har det hele.

Der er heller ingen fare for, at børnene kommer til at kede sig på Phuket. Øen bugner af faciliteter og sjove aktiviteter for børn. Og det er godt udgangspunkt for en rejse. For når børnene er glade, så er forældrene det også. Mange af Phukets luksushoteller er indrettet, så der er plads til hele familiens behov for både leg og fordybelse. 

Det både alsidige og praktiske gør Phuket til en fantastisk og helt unik feriedestination. Som turist skal man bare være opmærksom på at vælge det rigtige sted at bo.

Et overflødighedshorn af strande

Og så er der naturligvis strandene. Phuket har over 30 af dem, så der er rigeligt at vælge mellem. Kilometerlange sandstrande med parasoller og strandbarer. Strande med dramatiske klipper og frodig jungle. Eller hvad med en helt privat bugt langt fra de store turiststrømme, hvor der bare er ro til at lade tankerne flyde? Alle strandene har i hvert fald én ting til fælles: Vandet er klart, lunt og uimodståeligt lokkende.
På vestkysten finder man de populære strande Patong, Bangtao, Kamala, Karon, og Kata. Sidstnævnte kendes af mange som Phukets bedste strand, og den er et hit både blandt par og børnefamilier, som rejser på strandferie til Thailand. Her er alt inden for rækkevidde, og langs den fine sandstrand med roligt vand, er der lækre hoteller, resorts og spisesteder. 

Vejen til lykke

Phuket er allermest kendt for sine strande, men man skal ikke langt væk fra bølgeskvulp og liggestole for at blive beriget med en helt anden verden. I Phuket by, øens kulturelle hjerte, kommer alle sanser på arbejde. Her kan man gå en tur gennem de historiske handelsgader omkring Thalong Road, hvor de pastelfarvede byhuse er blevet smukt restaureret. 

Mange steder er Phukets kreative klasse rykket ind med kunstgallerier og hipster-cafeer. Her er mango-smoothies og café latte på menuen, og giver man sig tid til en pause, kan man læne sig tilbage og bare suge stemningen til sig og følge med i gadelivet, der er fremmedartet, men alligevel føles velkendt og trygt. Man kan også følge duften til byens madmarkeder og gadekøkkener og lade sine smagsløg forkæle og udfordre med eksotiske retter. Naturligvis tilberedt helt, som thaierne selv foretrækker dem: Stærkt krydrede og med masser af friske, lækre råvarer. 

I byens gamle taoistiske templer, kan man finde ro og fordybelse. Eller lade sig fortrylle af de farverige ceremonier, der finder sted året rundt, og hvis ritualer kan spores tusind år tilbage i historien. Templerne står tilbage som levende vidnesbyrd om dengang kinesiske immigranter slog sig ned for at få del i øens lukrative tin-mineindustri – og minder os om, at Phuket har været et internationalt trækplaster, længe inden turisterne kom til.

Nok viser flere undersøgelser, at man kan blive lykkelig af at rejse, men vil man være sikker på at få en ordentlig portion lykkefølelse med sig hjem, bør man tage forbi den store Buddha-statue ved Chalong på Phukets østkyst. Statuen er 45 meter høj og kan ses fra store dele af øen, Hver morgen holder munkene en særlig ‘lykkemeditation’, hvor alle kan deltage. Og skal man tro thaierne, bliver man faktisk lykkelig af at besøge denne gigantiske helligdom.


En udflugt ud i naturen kan også give lykkefølelse i kroppen, og her har Phuket masser at byde på. Man kan man leje havkajakker og lade sig glide meditativt gennem Andamanhavets smaragdgrønne hav. Eller hvad med at dykke eller snorkle blandt koraller og farvestrålende fisk? I Phukets tætte regnskove kan man prøve en rigtig junglesafari. I Khao Phra Thaeo National Park kan man både vandre, bade i vandfald og være heldig at spotte de gibbonaber, som holder til regnskoven.

 

Alle veje fører til Phuket

Selvom Phuket rummer mange oplevelser, er øen også et godt springbræt til resten af Sydthailand. I nationalparken Khao Sok venter store naturoplevelser. Her er tæt jungle og himmelstræbende kalkstensklipper. I Phang Nga-bugten lige nord for Phuket kan man tage på øhop til f.eks. den lille og forholdsvis uspolerede ø Koh Yao. Det er også oplagt at lave en kombinationsrejse med de verdensberømte Phi Phi-øer eller Krabi og Khao Lak inde på fastlandet.

Der er direkte flyafgange fra Danmark i vinterhalvåret og gode forbindelser året rundt, så det er også nemt at kombinere strandferien på Phuket med et storbyophold i Bangkok.

Men ligegyldigt hvordan du arrangerer din ferie, er én ting sikkert: Phuket står klar med åbne arme og en rørende gæstfrihed – og feriedagene står på forkælelse i luksuriøse spa-omgivelser eller på kvalitetstid med familien på en bounty-strand.

Her skal man bo:

1. Forkælelse for børnefamilien
Katathani Resort på Kata-stranden er genialt til familier. Det er et stort resort med over 400 rummelige værelser, mange med havudsigt. Her er gode børnefaciliteter, og resortet er beliggende direkte på stranden.

2. Idyllisk boutique-resort for parret
Mom Tri Villa Royale er et skønt boutique-resort på Kata Noi-stranden. Et oplagt valg for parret, der godt kan lide hyggen og intimiteten ved et mindre sted.

3. Bungalow i egen bugt
Vil man føle sig langt væk fra de almindelige turiststrømme, skal man checke ind i en bungalow på The Surin. Her bor man i en idyllisk bugt langt fra civilisationen.

4. Femstjernet tropeluksus
På det nye Intercontinental Phuket ved Kamala Beach, og på JW Marriott Phuket & Spa på det nordlige Phuket, er der skruet helt op for forkælelsen.

 



Tilbage

Kunderne siger

  • Har rejst mange gange på ferie planlagt af Lords Travel. Alting er i orden. Anbefalinger, flyrejsen, afhentning i lufthavn, hoteller mm. Kan kun varmt anbefale Lords Travel. Vores foretrukne rejseagent.
    Camilla Meisner-Jensen, København
  • Siden 2003 har Lords Travel arrangeret min årlige rejse til ayurvedisk kurophold i Indien til min fulde tilfredshed. Jeg har dissemineret sclerose og går efterhånden meget dårligt og da jeg plejer at rejse alene, er det vigtigt for mig, at jeg kan stole på, der er bestilt handicapservice i fly og lufthavne hele vejen. Jeg har altid følt mig helt tryg ved Lords Travel og aldrig overvejet at skifte dem ud med andre.
    Susanne Christensen, Hillerød
  • Vi hørte tilfældigvis om Lords Travel, men vi har nu brugt dem 3 gange til store generationsrejser med 15 personer til Thailand, Mauritius og Maldiverne. Man får altid en utrolig personlig og grundig service, og lokalkenskabet er i top så man får svar på alle spørgsmål. Vi har oplevet at Lords Travel er super opmærksomme på at få det bedste tilbud skruet sammen med fokus på value for money, efter vores fremlagte budget. Vi har haft nogle fantastiske rejser med Lords Travel og glæder os allerede til vi skal afsted igen.
    Marie Thyssen Christoffersen, Risskov
  • Vi har de sidste mange år rejst med Lords Travel fordi vi oplever et rejsebureau der ved hvad de taler om, god informativ oplysning om rejsemålet fordi man selv har været der, hvilket også gælder hotellerne. Vi kan trygt give vores anbefaling til alle der vil have en perfekt ferie.
    Peter & Ingelise Nielsen, Greve
  • Lords Travel har igennem en årrække arrangeret min families internationale rejser. Til stor tilfredshed. For mig er det væsentlige, at et rejsebureau har indgående kendskab til et bredt udvalg af destinationer og hoteller, samt at det forstår at indleve sig i kundens ønsker og præferencer, og leverer rejseoplevelser som præcist matcher. Begge dele er til fulde opfyldt hos Lords Travel.
    Jørgen Thomsen, Charlottenlund
Lad os skræddersy din drømmerejse

Lad os skræddersy din drømmerejse

Hos Lords Travel gør vi os altid umage med at lytte til alle dine ønsker, men vi bruger også vores erfaring til at læse mellem linjerne. Vi har erfaringen og ekspertisen, og vi deler den gerne med dig. Kontakt os i dag for et uforpligtende tilbud – og kom rigere hjem

Klik her for at komme i gang

Tilmeld nyhedsbrev


Fornavn og efternavn

Email adresse